Genmab var under hårdt pres på det danske aktiemarked tirsdag, og nedturen var sammen med kursfald hos Pandora og Vestas med til at holde C20 Cap-indekset nede.
Eliteindekset lukkede 0,2 pct. højere i 1130,77 med Genmab som klar sorteper med et kursfald på 6,2 pct. til 1110 kr., efter at der opstod usikkerhed om salget af kræftmidlet Darzalex i 2018.
Genmab afholdt natten til tirsdag en præsentation under kræftkonferencen ASH i USA, og her oplyste ledelsen, at selskabets royalty-betalinger næste år som minimum vil dække udgifterne.
Samtidig lød det, at selskabet formentlig får færre milepælsbetalinger end i år, og den samlede melding fik nogle investorer til at antage, at Darzalex-salget blive lavere i 2018, end markedet har sat næsen op efter.
Genmab understregede efterfølgende, at det ikke har givet en prognose for salget af Darzalex. Genmab-aktien faldt fra morgenstunden 8,2 pct., men rettede sig en anelse i løbet af dagen.
- Konklusionen virker til at være, at analytikerne i hvert fald ikke skal ud og hæve deres estimater for Darzalex, og jeg tror, at det vejer tungest for det kursfald, vi har set i dag, siger Anne Sophie Riis, der er børsmægler hos ABG Sundal Collier.
Hun nævner også, at selskaberne Bluebird og Glaxosmithkline i løbet af ASH-konferencen har offentliggjort studieresultater for kræftmidler, som på sigt måske kan konkurrere med Darzalex, hvis de en gang kommer på markedet.
PANDORA OG VESTAS I BUND
Pandora endte i bunden af C20 med et kursfald på 1,5 pct. til 631 kr., mens Vestas sluttede 1,6 pct. lavere i 393,90 kr.
Der var ingen nyheder fremme om selskaberne, der særligt blev solgt fra blandt de udenlandske investorer.
Medicinalsektoren var en af de mest stigende på det europæiske marked tirsdag, og Novo Nordisk sluttede i toppen af C20 med en stigning på 2,3 pct. til 337,50 kr. Herefter fulgte Lundbeck med en stigning på 1,5 pct. til 307,10 kr.
I toppen endte også Ørsted - det tidligere Dong - der har solgt halvdelen af den tyske vindpark Borkum Riffgrund 2 og derfor opjusteret forventningerne til 2017.
Energiselskabet venter nu et driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBTIDA, på 21 mia. kr. mod tidligere 19-21 mia. kr. Aktien steg 1,2 pct. til 351,70 kr.
SAS RØG NED EFTER REGNSKAB
SAS offentliggjorde tirsdag resultater for regnskabsåret 2017/18, men hovedtallene og forventningerne var allerede kendte, fordi de blev oplyst i starten af november.
Flyselskabet er i bedre form end længe, men topchef Rickard Gustafson kan ikke udelukke, at det igen skal hente penge - blandt andet til at finansiere nye fly. SAS-aktien startede med at stige, men endte med at falde 5,2 pct. til 18,20 kr.
Egetæpper var på banen med regnskab for andet kvartal, og det viste et mindre fald i indtjeningen. Resultaterne lever ikke op til selskabets egne forventninger, og aktien faldt 1,6 pct. til 245 kr.
Royal Unibrew faldt 1 pct. til 356,80 kr., efter at finanshuset Bryan Garnier satte anbefalingen ned til "sælg" fra "neutral".
Matas-aktien endte uændret i 77 kr. oven på et løft til "hold" fra "køb" hos ABG Sundal Collier.
/ritzau/FINANS