Handelsbanken sænker sin anbefaling af Royal Unibrew oven på bryggeriets regnskab fra onsdag aften.
Banken mener, at Unibrews stærke kursudvikling i 2017 har givet aktien en anstrengt prissætning.
- Målt på værdi i forhold driftsindtjening handler aktien med en præmie på 32 pct. til Carlsberg og 23 pct. til Heineken. Vi synes ikke, at denne høje præmie kan retfærdiggøres og sænker derfor anbefalingen til "Reducér", skriver Handelsbankens analytikere, som tidligere sagde "Akkumulér" til aktien.
Handelsbankens kursmål fastholdes dog på 345 kr.
Unibrew-aktien koster 363,80 kr. i den tidlige handel fredag. Den steg 5 pct. torsdag oven på regnskabet, men falder 1,7 pct. fredag.
/ritzau/FINANS