Ændrede anbefalinger og kursmål var med til at forme udviklingen på det danske aktiemarked fredag, hvor Novo Nordisk og Pandora skiftevis indtog bundplaceringen i løbet af eftermiddagen.
C20 Cap-indekset faldt samlet 1 pct. til 1181,15, mens størstedelen af de øvrige europæiske markeder var mere positive.
-Vi ser nogle ret pæne fald på nogle af de aktier, der vægter tungt. Novo Nordisk springer i øjnene, og det er den tungeste aktie i indekset. Ellers er det ret roligt, og man ser frem mod, at tredje kvartalsregnskaber for alvor begynder at komme, siger Martin Munk, senioraktieanalytiker i Jyske Bank, til Ritzau Finans.
PANDORA OG NOVO I BUNDEN
Goldman Sachs sænkede fredag det langsigtede kursmål for aktierne i Pandora. Analytikerne ser nu en kurs på 667 kr. mod 752 kr., viser data fra Bloomberg News.
Trods et 11 pct. lavere kursmål venter Goldman Sachs, at smykkeaktien vil genvinde lidt af fordums styrke, da en aktie i Pandora fredag lukkede i 593 kr., efter et fald på 3,7 pct. Anbefalingen fastholdes på "neutral".
Dermed lukkede aktien med en kurs på under 600 kr., som er et vigtigt niveau for aktien, fortæller Martin Munk.
- 600 bliver set som et støtteområde for aktien. Hvis vi skal til at handle under, så er det lidt nyt territorium, som vi ikke har været i længe, og det tror jeg også, skaber noget nervøsitet, siger han.
Den schweiziske storbank Credit Suisse var fredag ude med riven efter Novo Nordisk i en analyse, der peger på det danske medicinalselskabs aktie som den dårligst præsterende i sektoren over de kommende 12 måneder.
Markedet ser desuden frem mod, at et ekspertpanel under den amerikanske lægemiddelstyrelse onsdag skal afgøre, om det kan anbefale, at Novos nye diabetesmiddel Semaglutid får markedsføringstilladelse i USA.
- Det bliver en rigtig spændende næste uge set med Novo-brillerne på. Der kan ske rigtigt meget, og det kan sikkert også blive en volatil aktie op til, siger Martin Munk.
Novo-aktien faldt 3,2 pct. til 297,80 kr.
BANKERNE I FOKUS
I bunden af indekset endte også Nordea, efter at Deutsche Bank sænkede anbefalingen fra "sælg" til "hold", mens kursmålet blev sat til 10,5 euro mod tidligere 11,5 euro. Omregnet svarer det til et kursmål på 78,16 kr. Aktien i Nordea dykkede 1,7 pct. til 83,55 kr.
Analytikerne i Deutsche Bank sænkede desuden anbefalingen af Danske Bank til "hold" mod "køb", mens kursmålet for den danske bankaktie blev hævet til 270 kr. fra 263 kr., viser data fra Bloomberg News.
Danske Bank faldt 0,6 pct. til 249 kr.
Uden for C20 fik Sydbank for tredje dag i træk sænket sin anbefaling. Fredag var det Handelsbanken, der har sænket anbefalingen til "reducér" fra "akkumulér", mens kursmålet fortsat er på 260 kr., viser data fra Bloomberg.
En aktie i Sydbank dykkede med 1,8 pct. til 249,50 kr.
FALD TIL MÆRSK
A.P. Møller-Mærsks B-aktie faldt også fredag med 1,3 pct. til 11.850 kr. SCFI-indekset ellers en stigning på 1,3 pct., og det er første gang siden juli, at spotraterne på at fragte containere fra Asien og ud i verden går i den retning. Til gengæld faldt raten på den store rute til Nordeuropa endnu en gang og nåede laveste niveau siden juni 2016.
Handelsbanken hævede desuden sin anbefaling af A.P. Møller-Mærsk til "reducér" fra "sælg", og lagde 200 kr. til kursmålet, så det nu lyder på 11.200 kr.
Dong OG CARLSBERG I TOPPEN
Dong Energy placerede sig blandt toppen, efter at aktien torsdag faldt med 2,7 pct. Her var energikoncernen under salgspres, da Goldman Sachs havde solgt sin sidste portion aktier i energiselskabet med rabat til 375 kr. per aktie.
Fredag steg aktien 0,7 pct. til 373,50 kr.
Også Carlsberg endte i toppen af eliteindekset, efter at selskabet torsdag afholdt kapitalmarkedsdag for inviterede analytikere og investorer.
Siden løftede finanshuset ABG Sundal Collier kursmålet for aktien til 800 kr. mod tidligere 750 kr., mens anbefalingen "køb" fastholdes.
Fredag steg bryggeriaktien 0,5 pct. til 712 kr. efter torsdagens fald på 0,9 pct.
- Det essentielle i kapitalmarkedsdagen var to ting. Den ene var, at Carlsberg ønsker at vokse mellem 2 og 4 pct. om året.
- Det andet er, at de ønsker at øge deres marginer op mod markedslederen Heineken, som ligger oppe omkring de 17-18 pct., siger Tue Østergaard, aktiechef hos ABG Sundal Collier, om kapitalmarkedsdagen til Ritzau Finans.
ALK UDE I KULDEN HOS HANDELSBANKEN
Blandt sidepapirerne oplyste ALK-Abelló, at selskabet har mistet en storaktionær, da britiske Jupiter Asset Management nu ejer mindre end 5 pct. af medicinalselskabet.
Selskabet er heller ikke inde i varmen hos Handelsbanken Capital Markets, der fastholder anbefalingen "reducer" og et kursmål på 981 kr. op til et par begivenheder, herunder annonceringen af selskabets nye strategi.
- Vi er lidt usikre på, hvordan denne strategi vil blive modtaget af markedet, især hvis det ses, at der kræves ekstern finansiering, skriver Handelsbanken i sin publikation "Børsnyt".
En aktie i ALK faldt med 1,7 pct. til 1018 kr.
DAG TO FOR NILFISK
Og så var det anden dag på børsen for Nilfisk Holding som selvstændigt selskab efter udskillelsen fra NKT. Aktien endte sin første handelsdag på egne ben i 285 kr., mens NKT-aktien kostede 269 kr. ved børslukketid torsdag.
De to aktier kostede tilsammen 543 kr. onsdag før opsplitningen, så samlet fik NKT-aktionærerne en værdistigning på 2,0 pct. ud af torsdagens handel.
ABG Sundal Collier indledte dækning af Nilfisk-aktien med anbefalingen "hold" og med et kursmål på 300 kr. Nordea indledte også med "hold", mens Jyske Bank sagde "køb" og fastsatte kursmålet til 320 kr.
For NKT-aktien indledte Jyske Bank dækning med anbefalingen "reducer" og et kursmål på 290 kr. Hos ABG Sundal Collier lyder anbefalingen af NKT-aktien på "køb" og kursmålet på 340 kr.
Nilfisk steg 0,5 pct. til 286,50 kr., mens NKT faldt med 6 pct. til 252,80 kr.
/ritzau/FINANS