Ambu ligger alene i bunden af C25, mens der er kamp om topplaceringen blandt eliteaktierne i den tidlige handel fredag. Selve indekset får et lille løft, og langt de fleste aktier er stigende.
Vestas, Royal Unibrew, Simcorp og Novozymes var ved åbningen blandt kandidaterne til førstepladsen, uden at der var selskabsspecifikt nyt fremme om dem alle. Efter godt 10 minutters handel stod det dog klart, at Royal Unibrew vandt tovtrækkeriet. Selve C25 stiger 0,3 pct. til 1132,55.
USA's præsident, Donald Trump, har sat gang i optimismen i forhold til at få løst handelsstriden med Kina. Igen er han røget til tasterne, og på Twitter skriver han, at USA ikke er under pres for at indgå en aftale med Kina, men det er Kina modsat.
Ambu fortsætter turen ned, efter at den japanske konkurrent Olympus i Børsen onsdag ytrede skepsis over for anvendelse af engangsprodukter inden for koloskopi - tarmundersøgelser - som Ambu planlægger at lancere inden årets udgang.
Samtidig har aktien haft det svært, siden Chr. Augustinus Fabrikker i sidste uge gennemførte et storsalg af Ambu-aktier med rabat. Aktien falder fredag 2,1 pct. til 185,60 kr.
Kun A.P. Møller-Mærsk-aktierne falder sammen med Ambu. Positive handelstakter er ellers godt for aktierne. Men modsat faldt containerraterne fra Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler prisniveauet på containerfragt fra Shanghai til en stribe destinationer verden over, 1,3 pct. i denne uge.
Mærsks B-aktie falder 0,9 pct. til 8940 kr.
ØGET KURSMÅL TIL UNIBREW
Svenske SEB skruer op for sit kursmål for aktien i bryggeriet Royal Unibrew til 620 kr. fra 590 kr. Samtidig gentages den positive anbefaling "køb", fremgår af data fra Bloomberg News.
Unibrew-aktien stiger 1,4 pct. til 563,50 kr., og set over hele året er den gået frem med godt 50 pct.
Der er igen plads i rampelyset til Danske Bank-aktien, der har været under pres på grund af sagen om hvidvask for milliarder. Fredag morgen stiger aktien 0,3 pct. til 172,25
Financial Times skriver, at bankens topchef, Thomas F. Borgen, i 2013 ignorerede advarsler om, at gennemstrømningen af penge i bankens estiske filial, der er centrum for sagen, var uforholdsmæssigt høj. Han skulle både være blevet advaret af andre chefer samt af JPMorgan. Også Deutsche Bank kom med advarsler om mistænkelige kunder i bankens estiske filial.
Pandora er faldet med 42,7 pct. i år, og Børsen skriver fredag, at ti hedgefonde har scoret 3 mia. kr. på spekulation mod smykkeselskabet. Coatue, ejet af den belgisk-fødte Philippe Laffont, har tjent en tredjedel af beløbet.
Smykkeaktien stiger 0,6 pct. til 374,80 kr.
Medicinalselskabet Novo Nordisk har været i søgelyset hos Handelsbanken, der vurderer, at Novo sidder på et enormt fremtidigt potentiale inden for behandling af fedme. Novo er i færd med at lave studier med sin GLP-1-analog Semaglutid.
- Mens sammenligningen mellem fedmemarkedet i dag og diabetesmarkedet for 20-30 år siden synes indlysende, ligger den kommercielle mulighed for Novo stadig mindst fire år ude i fremtiden (Semaglutid 2,4 mg), skriver Handelsbanken i en kommentar.
Derfor mener Handelsbanken også, at Novo Nordisk-aktien bør have en højere relativ værdisætning end konkurrenternes aktier.
Fredag morgen stiger Novo-aktien 0,5 pct. til 313,80 kr.
Uden for eliteaktierne er Rovsing aktuel med regnskab for fjerde kvartal. Selskabet venter i regnskabsåret 2017/18 en omsætning på 26-28 mio. kr. samt et driftsresultat (EBITDA) på -2 til -4 mio. kr.
Aktien falder inden regnskabet med 3,9 pct. til 0,11 kr.
/ritzau/FINANS