A.P. Møller-Mærsk holder fredag middag fast i den topposition i det danske C25-indeks, som selskabet indtog fra dagens start efter rederikoncernens regnskab og nyhed om, at det vil notere Maersk Drilling på børsen i København i 2019.
Overordnet set er stemningen på aktiemarkedet blandet med en nogenlunde ligelig fordeling mellem faldende og stigende aktier i C25, som på grund af plusserne i Mærsk-aktierne ved 11.15-tiden ligger 0,2 pct. højere i 1142,54.
Mæsk-aktierne stiger omkring 3,5 pct. til henholdsvis 8948 kr. for B-aktien og 8380 kr. for A-aktien efter regnskabet for andet kvartal, som viste et underskud for de fortsættende aktiviteter på 85 mio. dollar mod et lille overskud på 10 mio. dollar i samme kvartal sidste år.
LYSPUNKTER I REGNSKAB TRODS UNDERSKUD
Mærsk nedjusterede for nylig forventningerne til 2018, så indtjeningsniveauet var kendt på forhånd, siger aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank, som dog ser nogle "positive pejlemærker i den elendighed, som præger containermarkedet for øjeblikket".
- De formår at realisere en ret god fragtvolumen i andet kvartal og har rigtig godt styr på deres enhedsomkostninger, siger Morten Imsgard om regnskabet, som på de negative side er præget af, at fragtraterne i snit faldt til 1840 dollar per fyrrefodscontainer (FFE) fra 1863 dollar i samme kvartal for et år siden.
- Men hvis man ser ind i tredje kvartal, så er fragtraten kravlet betydeligt op siden andet kvartal, og hvis det niveau viser sig holdbart på den anden side af højsæsonen, som er i gang i øjeblikket, vil det hjælpe dem betydeligt på indtjeningssiden.
- Så i al elendigheden er der også nogle lyspunkter, siger Morten Imsgard.
Mærsks beslutning om at udskille Maersk Drilling kommer som et resultat af, at ledelsen gennem to år har forsøgt at sælge selskabet.
NOVO KØBER OP I STORBRITANNIEN
Novo Nordisk er også nyhedsaktuel i form af annonceringen af købet af det britiske Ziylo, i en handel der kan få en af værdi af over 800 mio. dollar. Den endelige pris er afhængig af udvikling og fremskridt hos selskabet, der arbejder med udvikling af præparater, som modvirker tilfælde med for lavt blodsukker hos diabetespatienter.
Der fragår fredag et udbytte på 3 kr. fra Novo Nordisk-aktien, som falder 0,4 pct. - svarende til 1,05 kr. - til 312,90 kr.
I bunden af C25 ligger imidlertid William Demant, som efter en sænket anbefaling hos Bank of America til "underperform" falder 1,1 pct. til 263 kr.
ISS fortsætter samtidig nedturen fra torsdag, hvor selskabet skuffede ved i sit regnskab for andet kvartal ikke at løfte bunden af sit prognoseinterval for vækstforventningerne til 2018. I fredagens handel falder aktien 2,3 pct. til 212,60 kr. efter dukkerten på 3,9 pct. torsdag.
Carlsbergs regnskab blev torsdag derimod godt modtaget af investorerne, som handlede aktien op med 3,5 pct., men fredag falder den 0,2 pct. til 788,20 kr. Franske Société Générale har efter regnskabet løftet kursmålet for aktien til 725 kr. fra 628 kr., og Berenberg har hævet til 750 kr. fra 700 kr.
Rederiet Norden har været under luppen hos finanshuset Pareto, der holder ved sin købsanbefaling, men sænker kursmålet til 135 kr. fra 150 kr. Aktien ligger med et fald på 0,1 pct. til 96,35 kr.
I samme sektor har DFDS, der falder 1,9 pct. til 343,20 kr., fået skåret kursmålet til 385 kr. fra 410 kr. hos SEB, der holder ved anbefalingen "hold".
NNIT MED REGNSKAB
Uden for C25 er der fokus på konglomeratet Schouw, der ejer en række industrivirksomheder, da selskabet senere fredag er aktuel med regnskab for andet kvartal.
En del af indholdet er kendt, da selskabet i sidste uge nedjusterede forventningerne til 2018. Schouw-aktien stiger 0,6 pct. til 489,80 kr. Der kommer også regnskab fra it-virksomheden NNIT, som inden da falder 0,7 pct. til 163 kr.
/ritzau/FINANS