Royal Unibrew har fået lagt en tyver oven i kursmålet hos Jyske Bank, der nu sigter efter 330 kr. per aktie mod tidligere 310 kr. Det fremgår af bankens hjemmeside.
Jyske Banks anbefaling af Royal Unibrew er uændret "sælg", og kursmålet ligger da også en bid under åbningsniveauet mandag morgen, hvor bryggeriaktien koster 344,40 kr. efter et fald på 1,3 pct. fra fredag.
Jyske Bank konstaterede i et notat i sidste uge, at Unibrews regnskab for tredje kvartal, der blev offentliggjort onsdag, var bedre end ventet, og banken varslede ved den lejlighed, at den regnede med at hæve sine estimater og kursmål med få pct.
Unibrew-aktien kostede 352,50 kr. før regnskabet og steg torsdag, men faldt så endnu mere tilbage fredag.
/ritzau/FINANS