En af Carlsberg-topchef Cees 't Harts vigtigste løjtnanter, Michel Herkemiij, stopper uventet som direktør for bryggerigigantens vesteuropæiske forretning efter mindre end to år på posten.
Det skriver Berlingske Business.
Hollandske Herkemiij forlader Carlsberg, umiddelbart inden virksomheden skal iværksætte Sail 22, som er andet led i Carlsbergs strategi, der blev indledt med en storstilet spareplan i 2015.
Ifølge Carlsberg forlader Michel Herkemiij det danske bryggeri af personlige årsager.
- Han har ønsket at have fokus på sin familie i et stykke tid, og det respekterer vi. Det kan man have brug for, uanset hvor man sidder i Carlsberg, og det er der plads til, siger Kasper Elbjørn, pressechef i Carlsberg, til Berlingske Business.
Den hollandske chef bliver afløst af britiske Chris Warmoth, der dermed forlader posten som direktør med ansvar for strategi.
/ritzau/FINANS