Carlsberg forsøger med ny salgsstrategi at slå tilbage mod den hårde konkurrence på det britiske ølmarked. Det internationale danske bryggeri lancerer en ny underafdeling, der skal promovere flere af Carlsbergs specialøl på det pressede marked.
Det skriver Berlingske Business.
I et forsøg på at øge indtjeningen på det britiske marked, åbner Carlsberg en ny underafdeling kaldet House of Beer i London. Med en anden tilgang og anden identitet end resten af Carlsberg, skal afdelingen sætte selskabets specialøl i front.
- Vores sælgere i det britiske House of Beer er dramatisk anderledes, end dem vi normalt ansætter i Carlsberg. De er mere hippe og trendy og drevet af stor interesse for øl, de er mere hipsters end jakkesæt i den måde, de opererer på, og det er et interessant eksperiment for Carlsberg UK, som gør, at vi får fat i nogle andre kunder og forbrugere især i London, fortæller Paul Davies, der er Carlsbergs direktør for specialøl, til Berlingske Business.
En af de store udfordringer er, at selskabets største mærker, Carlsberg og Tuborg, har et discount-image i Storbritannien. Desuden er det britiske ølmarked som helhed presset og gik tilbage med én pct. sidste år.
/ritzau/FINANS