Positive nyheder var med til at sende biotekselskabet Genmab i plus tirsdag eftermiddag, hvor det samlede eliteindeks var tynget af den politiske uro som følge af Nordkoreas missiltest.
Nordkorea affyrede missilet over japansk territorium sent mandag aften dansk tid, og det pustede liv i den geopolitiske uro og fik investorerne til at søge væk fra risiko - herunder aktier - og over i mere sikre aktiver som statsobligationer, sikre valuta og guld.
Det samlede C20 Cap-indeks lå med et fald på 1,1 pct. tirsdag ved middagstid, men hen over dagen rettede aktierne sig en smule, og indekset endte med et fald på 0,9 pct. til 1156,35
- Det er klart, at missilaffyringen skubber til noget usikkerhed om den geopolitiske situation omkring Nordkorea. Det er det, der har præget markederne i løbet af dagen. Det tog til i løbet af formiddagen, men nu er det, som om at vi ser markederne stabilisere sig igen, i takt med at USA åbnede op. Men det er stadig med meget negativ bias, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til Ritzau Finans.
I løbet af dagen er dollar også blevet svækket, og ifølge Martin Munk har det også bidraget til en del af faldet på aktiemarkedet, da en svag dollar kan være en udfordring for eksporten til USA.
GENMAB TOPPER I C20
Tirsdag eftermiddag annoncerede Genmab, at selskabets amerikanske samarbejdspartner Seattle Genetics har udnyttet en option og overtager halvdelen af rettighederne til lægemiddelkandidaten Tisubutumab Vedotin. Ifølge Sydbanks analytiker Søren Løntoft Hansen kan det ses som en bekræftelse af potentialet.
- At de udnytter optionen, synes jeg er en blåstempling af midlet. Det er et positivt signal til aktionærerne i Genmab, at der her er en samarbejdspartner, som også synes, at det, der indledningsvist er vist med Tisotumab Vedotin, er interessant, siger han til Ritzau Finans.
Genmab-aktien lukkede 1,1 pct. højere i 1440 kr.
I bunden af eliteindekset lander GN Store Nord og FLSmidth med fald på henholdsvis 2,3 pct. til 205 kr. og 2 pct. til 387,50 kr.
- Det er ret volatile aktier, så det er ikke overraskende, at de svinger på godt og ondt med risikoaversionen i markedet. De står typisk lidt mere for skud sådan en dag som i dag, siger Martin Munk.
Herhjemme synger regnskabssæsonen på sidste vers, og tirsdag kom der en byge af regnskaber fra selskaber uden for C20.
SYDBANK OG NKT BLANDER SIG I BUNDEN
Før børsåbningen leverede Sydbank et regnskab for andet kvartal, der viste en lille fremgang i overskuddet - især hjulpet af et fald på nedskrivningsposten.
Banken tjente 473 mio. kr. før skat i april, maj og juni, og til sammenligning var der et plus på 452 mio. kr. før skat i samme kvartal af 2016. Renset for engangsposter er der dog tale om et løft i resultatet til 479 mio. kr. fra 426 mio. kr.
Karen Frøsig, administrerende direktør for Sydbank, kalder resultaterne "meget tilfredsstillende", men erkender, at udlånet falder, og at der er pres på visse indtægtsposter.
Sydbank-aktien faldt 6,1 pct. til 245 kr.
NKT fulgte efter med et fald på 6,1 pct. til 493,70 kr. tirsdag. Det skete, efter at selskabet blev en del af britiske Barclays' investeringsunivers.
Det var dog ikke et positivt syn på aktien, som børshuset indledte sin dækning med, og den første anbefaling lyder på "undervægt", mens banken har sat kursmålet til 370 kr. Det indikerer et negativt potentiale i underkanten af 30 pct. fra mandagens lukkekurs.
MASSER AF REGNSKABSNYT
Firstfarms-aktien endte også dagen med et fald på 5 pct. til 66 pct., efter at selskabet fremlagde regnskab for andet kvartal. Det viste en fremgang på toplinjen, mens underskuddet blev større end i samme kvartal sidste år.
Industrivirksomheden Skako, der blandt andet laver betonblandeanlæg, var også regnskabsaktuel tirsdag, hvor aktien faldt 5,5 pct. til 86 kr. tirsdag.
Andet kvartal bød på en omsætning på 88,8 mio. kr. mod 79,4 mio. kr. i samme periode sidste år, mens driftsresultatet faldt til 4,9 mio. kr. fra 6,1 mio. kr. For halvåret er driftsresultatet dog blevet løftet til 7,7 mio. kr. fra 5,1 mio. kr. i de første seks måneder af 2016. Selskabet fastholdt desuden de forventninger, som selskabet opjusterede til i juli
Fast Ejendoms regnskab for første halvår viste fremgang på bundlinjen, hvor periodens resultat steg til 9,5 mio. kr. fra 8,9 mio. kr. i første halvår 2016. Ejendomsselskabet fastholdt 2017-forventningerne til resultatet af primær drift, mens forventningerne til pengestrømmene blev sænket til omkring 23 mio. kr. mod tidligere omkring 27 mio. kr.
Fast Ejendom-aktien faldt 2,5 pct. til 97 kr.
RTX Telecom fastholdt sine forventninger til det skæve regnskabsår 2016/2017 i forbindelse med dagens regnskab for tredje kvartal, der både viste en fremgang i omsætningen og nettoresultatet sammenlignet med samme kvartal sidste år.
Tirsdag gik aktien 1,2 pct. tilbage til 165,50 kr.
Hos Brdr. Hartmann var der tilbagegang på både top- og bundlinjen i årets andet kvartal. Det fremgik af regnskabet, at resultaterne var påvirket af lavere salg af maskiner og udgifter til opstart af nye fabrikker.
Emballageproducentens administrerende direktør fortalte desuden, at den europæiske æggeskandale næppe vil få en stor effekt på virksomhedens salg. Aktien sluttede 2,5 pct. lavere i 364 kr.
Også Andersen & Martini og Migatronic var klar med regnskaber for andet kvartal. Førstnævnte endte med henholdsvis et fald på 2,3 pct. til 86 kr., men Migatronic ikke blev handlet
Der fragik desuden et udbytte på 2 kr. per aktie fra bryggeriet Harboes. Aktien faldt med 0,9 pct. til 116,50 kr.
/ritzau/FINANS