Et nyt købstilbud sørgede mandag for at sende TDC til vejrs på det danske aktiemarked, som generelt havde en rigtig fornuftig start på ugen.
Samlet steg det danske eliteindeks, C25, med 2,1 pct. til 1111,86. Det var den højeste endagsstigning for indekset, siden det blev skabt i december forrige år. Forinden da havde indekset sin største endagsstigning 2. januar i fjor, hvor det steg med 1,79 pct.
Blandt de danske eliteselskaber stak TDC ud med en stigning på 13,4 pct. til 49,47 kr. Det fulgte, efter at teleselskabet oven på halvanden uge med opkøb, lækkede papirer og salgsrygter ser ud til at ende med at blive solgt til et konsortium bestående af de danske pensionskasser ATP, PKA, PFA og den australske investeringsbank Macquarie.
TDC's bestyrelse anbefaler sine aktionærer at sige ja til et opkøbstilbud på 50,25 kr. per aktie. Det svarer til en samlet betaling på små 41 mia. kr. for den danske telemastodont.
- Det er en betydelig præmie, i forhold til hvad aktiekursen var, inden alle de her spekulationer kom i gang. Det giver i hvert fald et her og nu afkast til aktionærerne, som er godt, i forhold til det TDC vil kunne skabe på den korte bane som et selvstændigt selskab, siger Morten Imsgard, der er senioranalytiker hos Sydbank.
Som følge af konsortiets købstilbud vil TDC nu annullere købet af den svenske underholdningsvirksomhed MTG Nordics, der står bag TV3-kanalerne, Viasat og Viaplay, som blev annonceret i forrige uge.
ANBEFALINGER LØFTEDE MÆRSK
Med i den øvre del af C25-indekset lå også Mærsk-aktierne, hvor B-aktien noterede et plus på 4,0 pct. til 10.745 kr. I fredags aflagde koncernen et regnskab, som generelt lå lidt til den svage side i forhold til analytikernes forventninger.
Det afholdt imidlertid ikke Jyske Bank og Carnegie fra at løfte deres anbefalinger af aktien oven på regnskabet. I Jyske Bank anbefaler man nu "køb" mod før "sælg", mens kursmålet skrues op til 11.500 kr. fra 10.700 kr. Hos Carnegie løftes anbefalingen til "køb" fra "hold", mens kursmålet hæves til 12.000 kr. fra 11.500 kr.
Med i toppen af det danske eliteindeks lå også høreapparat- og hedset-producenten GN Group, som fik løftet anbefalingen af Jyske Bank til "hold" fra "sælg", samtidig med at kursmålet løftes til 195 kr. fra 185 kr. Aktien steg med 3,9 pct. til 200,30 kr.
CARLSBERG PRESSET TIL BUNDS
I den nederste del af C25-indekset var Carlsberg placeret med en stigning på 0,1 pct. til 701 kr. Det hang formentlig sammen med årsregnskab fra konkurrenten Heineken, som noterede både faldende vækst og volumen.
- Der har været fokus på Heineken-regnskabet, hvor der er lidt plusser og minusser. Men der er et par ting i det regnskab, som gør, at Carlsberg underperformer i forhold til markedet, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank.
/ritzau/FINANS