Det er tirsdag middag småt med selskabsspecifikke nyheder på det danske aktiemarked, hvor eliteindekset ligger og simrer omkring et uændret niveau.
Herhjemme ligger TDC, Pandora og Carlsberg bedst i indekset - alle tre uden selskabsspecifikke nyheder. TDC stiger 1,4 pct. til 38,91 kr., Pandora stiger 1,1 pct. til 651 kr., mens Carlsberg stiger 0,8 pct. til 738 kr.
C20 Cap-indekset ligger stort set uændret i 1179,87 efter mandag at have sat rekord.
Det danske marked startede ellers positivt på ryggen af positive takter i USA mandag, men kunne ikke holde gejsten oppe. Ude i Europa fastholder de ledende indeks dog den positive tendens med stigninger på 0,3 til 0,4 pct.
Hos Danske Bank ser senioraktierådgiver Lars Skovgaard Andersen gode muligheder for, at de europæiske aktier den kommende tid kan fortsætte stigningerne.
- Det er stemningen fra USA, der smitter af på os andre, og derfor ser det fornuftigt ud, og så er der efterveerne fra Macrons valgsejr i Frankrig. Vi har fået viftet alle de politiske "issues" væk fra Europa, og så tror vi stadigvæk, at amerikanerne skal have nogle flere penge ind i Europa, siger Lars Skovgaard Andersen til Ritzau Finans.
Trods de positive udsigter for aktierne generelt mener han ikke, at stigningerne vil komme med samme styrke, som det er sket foreløbigt i 2017.
MÆRSK FÅR SKIDT ANALYTIKERNYT
Mærsk-aktierne ligge i midten efter at have fået skidt analytikernyt fra Handelsbanken.
Der bliver ikke tale om den enorme fremgang for Maersk Line, som markedet forventer. Det er holdningen hos Handelsbanken, der har et af de mere skeptiske syn på indtjeningsudsigterne i A.P. Møller-Mærsks containerrederi. Mærsk-koncernen har ellers selv lovet en forbedring i indtjeningen på 1 mia. dollar i Maersk Line i år i forhold til 2016.
- Vi vurderer, at markedets indtjeningsestimater for Maersk Line er for optimistiske, og vi ser derfor risiko for skuffelser forude, skriver banken i en kommentar tirsdag.
Handelsbanken fastholder derfor sin pessimistiske anbefaling af Mærsk-aktien, som er "reducér". Kursmålet blev senest oplyst til 10.800 kr. ifølge data fra Bloomberg.
Mærsks B-aktie stiger dog 0,2 pct. til 13.000 kr., mens A-aktien falder tilsvarende til 12.380 kr.
I bunden af indekset ligger FLS, der har anden dag som C20-medlem efter en periode uden for det gode selskab. Aktien falder 1 pct. til 418,20 kr. men steg dog 3,7 pct. mandag.
NYT FRA ONXEO
På den selkabsspecifikke front skal man uden for C20. Onxeo har leveret nyt. Selskabet har sikret sig et bruttobeløb på 15 mio. euro gennem et aktiesalg til institutionelle investorer i USA og Europa. I alt har selskabet solgt 3,53 mio. nye aktier til 4,25 euro (31,61 kr.) per styk. Til sammenligning kostede Onxeo-aktien 36,70 kr. i København mandag.
Tirsdag middag ligger aktierne 0,3 pct. lavere i 35,60 kr.
Speas kommer med regnskab for første kvartal senere på dagen. Selskabets seneste forventninger er et medianafkast af private equity-investeringer på 10 pct. årligt.
Aktien ligger 0,6 pct. højere i 8200 kr.
/ritzau/FINANS