Selvom den igangværende danske regnskabssæson ikke har levet op til Sydbanks forventninger, så ser banken positivt på den ventede udvikling iden kommende tid.
Det vurderer Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen i publikationen Investering.
Han fastholder et såkaldt grønt afkastbarometer på danske aktier - og venter dermed et afkast, der er højere end på de globale aktiemarkeder.
Sydbank har konkret fire favoritter på det danske aktiemarked: Novo, Genmab, Carlsberg og Danske Bank.
- Selv om prismærket på danske aktier umiddelbart ser dyrt ud, handler aktierne stadig billigere end historisk, når vi justerer for renteniveauet, og kun behersket dyrere end de attraktive europæiske aktier, når vi tager højde for forskelle i sektorsammensætning. konstaterer han.
Desuden fremhæver han, at de seneste mange kvartalers dollar-modvind vender til sidevind i tredje kvartal og efter alt at dømme til medvind i de efterfølgende kvartaler.
Det vil give en positiv indtjeningseffekt for de danske selskaber, der for øjeblikket er på omkring 6 mia. kr., i forhold til da den amerikanske dollar nåede bunden i begyndelsen af februar.
Den dollarudvikling vil skabe gunstigere konkurrencevilkår for mange af de største danske selskaber og løfte indtjeningsudviklingen – formentlig med kursstigninger som konsekvens.
Konkret venter han et C25-indeks, der handler i niveauet 1125-1225 indenfor de næste 6-12 måneder. C25 lukkede fredag i 1140,03. Dermed er der forventning om et fald på1,3 pct. til en stigning på 7,5 pct.
/ritzau/FINANS