SAS falder efter sit halvårsregnskab onsdag morgen, mens Carlsberg er den mest faldende aktie i et rødt C20 Cap-indeks i den tidlige handel. Aktiebarometeret peger generelt på tilbagegang, da investorerne er misfornøjede over nye fald i olieprisen samt usikkerhed over rentebanen i USA.
Blandingen af pessimisme og gevinsthjemtagning får C20 Cap-indekset til at falde 0,4 pct. til 1170,57 efter ti minutter. Det svarer nogenlunde til udviklingen i Europa, hvor den dårlige stemning også har taget fat i de toneangivende indeks.
SAS TABER OG SPARER
SAS kom igennem månederne februar, marts og april med en omsætningsfremgang på 10 pct. til 9843 mio. svenske kr. Driftsresultatet gik til gengæld i rødt og blev et underskud på 110 mio. svenske kr. før renter og skat. På samme post var der et overskud på 240 mio. svenske kr. i det tilsvarende kvartal for et år siden.
Trods nedturen var resultatet alligevel bedre end ventet, da der i snit var spået et tab på 233 mio. svenske kr. på den post ifølge estimater indsamlet af SME Direkt. Samtidig varsler SAS, at spareprogrammet skal fordobles og nu omfatte i alt 3 mia. svenske kr. i besparelser på årsbudgettet inden 2020.
Den samlede cocktail falder dog ikke i aktiemarkedets smag, og SAS-aktien, der dog også er steget i de seneste uger op til regnskabet, falder 1,4 pct. til 13,90 kr. på børsen i København.
CARLSBERG OG FLSMIDTH BAGERST I C20
Carlsberg-aktien starter onsdagen dårligst af alle i C20 efter en negativ analyse fra Jyske Bank. Bankens analytikere nedjusterer kursmålet for det danske bryggeri til 710 kr. fra 750 kr., og det medfører anbefalingen "reducér" mod tidligere "køb". Carlsbergs aktie falder 2 pct. til 721,50 kr.
FLSmidth dykker med 1,0 pct. til 410,30 kr. forud for sin kapitalmarkedsdag onsdag, der dog ikke ventes at bringe afgørende nyt frem om ingeniørvirksomheden.
Nordea og Danske Bank er også med i bunden af indekset.
GENMAB OG NOVO I HVER SIN ENDE
Blandt C20-aktierne er der nyt til Genmab, som kunne notere sig, at der igen var vækst i salget af Darzalex i maj ifølge tal fra Symphony Health. Midlet solgte for 80,5 mio. dollar i måneden, hvilket var 13 pct. mere end april, hvor der var et fald i forhold til marts.
Samlet er salget mere end fordoblet i år i forhold til sidste år, og dermed stiger Genmabs royalty-betalinger fra partneren Janssen. Aktien falder dog 1 pct. og blander sig dermed også i den kedelige ende af C20.
Novo Nordisk fik desuden sent tirsdag aften opbakning til, at diabetesmidlet Victoza reducerer risikoen for alvorlige hjerte-kar-hændelser hos type 2-diabetikere. Afgørelsen kommer fra et uafhængigt ekspertpanel nedsat af den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA. Det er et skridt mod en udvidelse af Victozas indlægsseddel.
Nyheden er med til at løfte Novo, som er den eneste C20-aktie i plus efter godt ti minutters handel. Den stiger 0,6 pct. til 292,20 kr.
Desuden skal investorerne tage stilling til kvartalsregnskabet fra Speas, der blev præsenteret sent tirsdag og bød på en præcisering af forventningerne til 2017/18. Aktien stiger 1,2 pct. til 8400 kr. under tynd handel.
Nordjyske Roblon er også aktuel med et halvårsregnskab, der ventes fremlagt i løbet af børsdagen. Aktien er endnu ikke handlet.
/ritzau/FINANS