AB Inbev, verdens største bryggeri og rival til Carlsberg, foreslår amerikaneren Martin J. Barrington som ny bestyrelsesformand, når Olivier Goudet forlader posten i forbindelse med den ordinære generalforsamling 24. april.
Det fremgår af en meddelelse fra AB Inbev.
Martin J. Barrington kender allerede indgående til AB Inbev, da han i forvejen sidder med rundt om bestyrelsesbordet, hvilket han har gjort siden oktober 2016.
Mest kendt er Martin J. Barrington nok for sin tid som både bestyrelsesformand og administrerende direktør i Altria Group, der er en af verdens største producenter af cigaretter og tobaksprodukter.
- Vi tror på, at han (Martin J. Barrington, red.) med sin tidligere erfaring som bestyrelsesformand og administrerende direktør i et børsnoteret og multinationalt selskab ligger inde med stærke kvalifikationer til rollen, skriver AB Inbev i meddelelsen.
Det var i starten af indeværende måned, at Olivier Goudet annoncerede sin intention om at trække sig fra bestyrelsesposten, som han har bestredet siden 2015.
Dengang forklarede Olivier Goudet beslutningen med, at han gerne vil dedikere mere tid til sit voksende ansvar som partner og administrerende direktør i investeringsselskabet JAB Holding.
/ritzau/FINANS