Carlsberg Danmarks nye direktør, Søren Brinck, vil have danskerne til at betale mere for øl. Et forslag der skal vende selskabets faldende omsætning på hjemmemarkedet
Det skriver dagbladet Børsen.
Søren Brinck har efter 100 dage i jobbet løftet sløret for, hvordan Carlsberg vil komme tilbage på vækstsporet.
Selskabet skal blandt andet lokke de danske forbrugere til at betale mere for Carlsbergs produkter, som Carlsbergs specialøl, men også de almindelige Carlsberg-og Tuborg-øl.
Ud over prisstigninger, har selskabet et kulturelt skift foran sig i organisationen.
Søren Brinck har til Børsen udtalt, at organisationen skal gøre op med den "selvfede" attitude og blot fortælle sandheden, om hvad Carlsberg gør bedst, og hvordan selskabet kan forbedre sig.
Ifølge Morten Imsgard, der er senioranalytiker ved Sydbank, er det store ambitioner fra Carlsberg at hæve priserne.
- Det er en svær øvelse. Jeg tror helt ærligt ikke, at Carlsbergs brand er til prisstigninger. Vi har jo alle en idé om, hvad en kasse øl skal koste, og der er masser af alternativer, siger Morten Imsgard til Børsen.
Han mener i stedet, at det ville være nemmere at hæve omsætningen ved salget af specialøl, da folk ikke på forhånd har en mening om, hvad prisen på en specialøl skal være.
/ritzau/FINANS