Markedet for alkoholfri øl er endnu ganske lille, kun godt 2 pct. af de globale ølmarkeds volumen, men væksten er høj, og samtidig er indtjeningsmarginerne ofte meget bedre. Derfor satser Carlsberg ligesom sine konkurrenter kraftigt på området.
Det skriver Finans.
Den høje indtjening skyldes i mange lande, eksempelvis Sverige og Rusland, at afgifter på alkohol i øl er meget høje, og det presser marginerne på normal øl i bund.
- På grund af alkoholafgifterne skal vi nogle steder sælge seks almindelige pilsnere for at lave samme penge, som når vi sælger en alkoholfri øl. Alt efter afgifterne er forholdene forskellige. Men jeg vil ikke afvise, at det er en god forretning allevegne, ikke mindst i et land som Rusland, forklarer Shawn Gallegly til Finans.
Gallegly er ansvarlig for Carlsbergs forretning med alkoholfrie bryg.
Han peger samtidig på, at Carlsberg har som mål at fordoble sine salgsvolumener af alkoholfri øl inden 2022 - i givet fald til omkring 6 pct. Og på længere sigt udelukker han ikke, at andelen kan komme over 10 pct.
Og vækstraterne er da også interessante. I tredje kvartal 2018 voksede salget i Østeuropa med 35 pct., mens det i Vesteuropa voksede med 58 pct., skriver Finans.
Det attraktive marked har dog fået de store konkurrenter som AB Inbev og Heineken til at hoppe med på "vandvognen", og førstnævnte har sat sig som mål, at selskabet i 2025 skal hente 20 pct. af sine volumener inden for segmentet med alkoholfrie øl og letøl.
/ritzau/FINANS