Mandag var det danske eliteindeks, C25, præget af, at kun tre selskabsaktier endte med plusser. A.P. Møller-Mærsk og DSV tog de mindre eftertragtede pladser, mens Vestas blev støttet af en stor amerikansk ordre fredag efter lukketid.
Mærsk har fået sænket kursmålet hos Clarksons Platou Securities med 20 pct. til 12.698 kr., efter at det mod slutningen af sidste uge kom frem, at Maersk Container Industry (MCI) skal lukke fabrikker i Chile, hvilket ifølge Shippingwatch kan komme til at koste 1,5 mia. kr.
- De får skåret kursmålet, og de er ude at fyre 1200 mennesker i Sydamerika i MCI. Der taler vi afskrivninger i milliardklassen i danske kroner. Så er der også en historie ude om, at de har svært ved at afhænde Maersk Drilling på grund af de høje oliepriser. Det er tre negativer, der tynger, siger børsmægler i ABG Sundal Collier Nikolaj Holmsgaard til Ritzau Finans.
Sammen med langt størstedelen af selskaberne i indekset endte Mærsk-aktierne med fald. Det satte sig i C25-indekset, der faldt 1,3 pct. til 1120,17. Mærsk B-aktien faldt 3 pct. til 9460 kr.
Det samlede billede for indekset var præget af spændinger mellem USA og Kina, hvor USA i fredags offentliggjorde en revideret liste med nye toldinitiativer, som Kina svarede igen på. Det trykkede stemningen hos investorerne, vurderer Nikolaj Holmsgaard.
- I fredags var reaktionerne forholdsvist dæmpet. Der er minus over en bred kam i Europa mandag. Alt andet lige kunne det sagtens være værre. Der er stadig et par uger til, at tiltagene vil blive sat i kraft. Så mon ikke at de skal tilbage til forhandlingsbordet og prøve at finde en løsning. Men det er klart, at det tynger nu, siger børsmægleren.
VESTAS FIK ORDRE I USA
Vindmølleproducenten Vestas så længe ud til at kunne nyde godt af en stor amerikansk ordre, og ifølge Nikolaj Holmsgaard kan ordren være starten på en stærk afslutning på andet kvartal, hvor selskabet når ABG's estimater.
- Det var en rigtig pæn ordre. Kvartalerne plejer at være "back-end-loaded", så i forhold til vores estimater mangler de cirka 600 megawatt for andet kvartal. Og det burde de kunne nå, når vi kigger historisk på det, siger han.
Vestas offentliggjorde fredag, at vindmølleproducenten har fået en ordre på 442 megawatt i bogen. Vestas-aktien faldt 0,3 pct. til 418 kr., efter at den var i et beskedent plus det meste af dagen.
DSV, som fredag satte kursrekord, har fået sænket anbefalingen hos finanshuset Morningstar til "sælg" fra "hold", mens kursmålet er fastholdt på 403 kr. DSV-aktien faldt 3,7 pct. til 536,20 kr.
UDSKIFTNINGER I ELITEINDEKSET
Mandag blev der skiftet ud i eliteindekset. Ind er kommet Royal Unibrew, Ambu og Simcorp, som alle tre har klaret sig godt i år. Men Ambu faldt 0,6 pct. til 211,40 kr., Royal Unibrew steg 0,6 pct. til 473,20 kr. og endte i toppen af indekset. Mens Simcorp faldt 2,7 pct. til 532,50 kr.
Nikolaj Holmsgaard fortæller, at der ikke er noget selskabsnyt hos selskaberne, men at de falder med resten af markedet.
Ud er gået NKT, der tilmed har fået nyt fra sin franske rival på kabelområdet, Nexans. Konkurrenten er kommet med nogle skuffende forventninger til 2018.
Selskabet melder blandt andet om en brat opbremsning inden for højspændingssegmentet. Tilsvarende meldinger er der tidligere kommet også fra NKT, som i 2018 har mistet 33 pct. af sin børsværdi. NKT-aktien faldt 3,6 pct. til 189 kr.
/ritzau/FINANS