Storinvestoren og pensionskassen MP Pension ønsker en større andel af kvinder blandt direktionerne hos C25-selskaberne, da det lige nu kun er hvert tiende direktionsmedlem i C25's top, der er kvinde.
Det skriver Dagbladet Børsen.
Mandag indtrådte Royal Unibrew, Ambu og Simcorp i det danske C25-indeks. Dog fulgte der kun én kvindelig koncerndirektør med i indtrædelsen: Simcorps Elise Hauge.
Sammenlignet med Sverige, hvor hvert fjerde direktionsmedlem er kvinde, er kun 15 ud af 131 direktionsmedlemmer i Danmark kvinder, svarende til 11 pct.
Ifølge Anders Schelde, der er investeringsdirektør i storinvestoren MP Pension, har de danske selskaber ikke gjort nok for at få flere kvinder med i direktionerne. MP Pension har gennem de sidste tre år efterspurgt en udligning af kønsbalancen hos selskaberne.
Tal fra Nordeas analyse, der påviser, at kønsdiversitet giver mere stabile afkast, fortæller, at kvindeandelen i Sverige ligger på 24 pct., mens den i Norge ligger på 20 pct.
- Det er et område, hvor vi er i dialog med selskaber. For de danske selskaber har vi ikke taget det op endnu, men det er et område, som vi bestemt kan tænkes at udfordre eksisterende ledelser på, siger Henrik Olejasz Larsen, der er investeringsdirektør i Sampension, til Børsen.
Børsen har foretaget en gennemgang af C25-selskaber, der viser, at der er ti selskaber i C25, der ingen kvindelige direktionsmedlemmer har.
/ritzau/FINANS